mandag den 23. februar 2015

Øvelse gør mester

Da jeg lige var rundet de 20 år, købte jeg et brevkursus i frihåndstegning. En succes blev det ikke, og det var ikke materialets skyld. De første 2 af 20 lektioner gennemførte jeg. Længere kom jeg ikke, for det tog lang tid og krævede megen brug af et viskelæder at at løse opgaverne. Mit udbytte blev, at jeg fik de resterende 18 kursushæfter tilsendt samt en pligt til at indbetale en masse penge.

Med denne tilståelse vil jeg pointere, at det ikke er nok at betale kursusgebyr og møde hver gang. Uden noget hjemmearbejde kommer man ikke langt nok. Rutinen kommer, når man for sig selv ved sin egen computer gentager de opgaver, der blev præsenteret.

På et kursus bliver man præsenteret for noget, og der bliver givet anvisninger og forklaringer. Indlæringen sker hjemme hos sig selv.

onsdag den 18. februar 2015

Java-opdatering

Det er nu ikke længere nødvendigt at have Java på sin computer for at kunne bruge Nem-Id. For mange betyder det, at man bliver fri for i tide og utide at skulle opdatere til den nyeste version. Nets, der styrer Nem-Id har programmeret en anden og lige så sikker måde til brug på netbank, borger.dk. eboks.dk, sundhed.dk, skak.dk m.fl.

Forklaring: Tablets som f.eks. iPad kan ikke håndtere Java, så derfor skulle der findes en anden løsning.

Men ...
Nets leverer kun den nye løsning. Det er op til banker med flere at sørge for, at deres systemer gøres parate til en ikke-Java løsning, så det er ikke sikkert, du slipper for at skulle opdatere - og specielt da ikke, hvis du bruger udenlandske hjemmesider.

For de fleste af os, der bare bruger danske sider, der kræver Nem-Id login, er den gode nyhed, at vi ikke har noget at bruge Java til.

PS: Bliver man bedt om at opdatere Java, kan man roligt gøre det. Husk at fravælge Ask Toolbar (et lille flueben, der skal hakkes væk) - det er bare noget fyld med reklamer.

torsdag den 15. januar 2015

Gratis skriveprogram



LibreOffice er en komplet kontorpakke med tekstbehandling, regneark, præsentationsprogram, tegneprogram m.m. Det hele er på dansk, også stavekontrollen.

Læs mere om programmet og hent det her

Office-pakken koster omkring 1.000 kr., og det er da en slags penge, som ikke alle har mod på at spendere.

LibreOffice er gratis og minder rigtig meget om Microsoft Office. Nogle skoler og offentlige kontorer bruger programmet. På den måde kan der spares på udgiften til licenser til Microsoft.

Har man skrevet noget i LibreOffice kan det åbnes i Microsoft Office og omvendt.

PC-hjælpen mandage kl. 13 - 15 kan være behjælpelig med at installere på din computer.

tirsdag den 14. oktober 2014

Om at handle på nettet

Der dukker mange grimme historier op om at handle på nettet. Man kan så let blive snydt, og nogle bliver det.

Desværre kan der ikke gives en garanti for noget som helst, men hvis man tænker sig lidt om, er det min erfaring, at der er gode grunde til at bruge nettet, fordi de er så let, og at man er fri for at stille sig i kø i en forretning eller ved en billetluge.

Jeg giver nogle eksempler på mine indkøb på nettet:

Jeg har bestilt, købt og betalt rejser hos Stjernegaard og Nilles Busrejser samt hotelværelser hos Happydays i Frederikshavn. Det er danske firmaer, der på nettet har både adresse og telefonnummer.

Billetter til musik og teater er jeg heller ikke betænkelig ved at købe over nettet, så længe de er sat til salg af kendte formidlere, f.eks. Himmerlandsbilletten, Billetlugen, Himmerlands Teater etc. En billet på Den blå Avis vil jeg holde mig fra, og det vil jeg alle de steder, hvor jeg ikke har tillid til udbyderen.

En billet og/eller pladsbillet til DSB vil jeg være tryg ved at købe på nettet. Det samme vil jeg med Musikhuset i Aalborg og Århus eller andre af samme kaliber.

Min hobby er foto, og jeg har købt en del på nettet gennem årene. På det område er jeg så godt orienteret, at jeg ved, hvad jeg vil have. Er det en stump, der ikke koster alverden, køber jeg det billigste og er da også blev skuffet et par gange. Er det noget, der koster mere end 2-300 kr. vælger jeg et firma, jeg har tillid til og helst indenfor EU, for så ved jeg, at der ikke bliver tillagt told og moms.

Sko, beklædning og andet, der skal passe, køber jeg ikke på nettet. Det er betryggende at kunne gå ind i en forretning og få byttet en skjorte, der er for stor eller for lille. Så kan den gerne koste lidt mere, for jeg slipper for at skulle pakke, returnere og vente på, om der så kommer noget, der dur.

Er du det mindste i tvivl om, at du er på en seriøs side, så lad være med at handle der - eller i det mindste ikke handle for flere kroner, end du kan tåle at undvære.

søndag den 21. september 2014

Hvorfor bruge gmail?

Jeg har en mail-konto hos hos min internetudbyder, YouSee, og det virker fint, så længe jeg er kunde i det firma. Men hvis jeg skifter, kan jeg ikke længere bruge min mail. Så skal jeg i gang med at fortælle mine kontakter, at de skal bruge en anden mail-adresse for at skrive til mig.

Gmail har den store fordel, at der praktisk taget er ubegrænset plads, så jeg behøver ikke at slette for at være sikker på, at postkassen bliver stoppet til. En anden fordel er, jeg kan skifte internetudbyder uden at bekymre mig om at lave en ny e-mail-adresse.

Gmail kan bruges sammen med det program, man er vant til at bruge til mail på PC eller tablet (f.eks. Ipad).

torsdag den 11. september 2014

Mange måder at gøre det på

Det er ikke muligt at fortælle eentydigt, hvordan man skal gøre, når man f.eks. vil sætte et billede ind i en tekst. Det afhænger af det program, man bruger.

Man kan sammenligne et program med en bil. Alle biler kan grundlæggende det samme. De kan starte, køre frem og tilbage, dreje og viske forruden ren. Der er døre, sæder, bremser o.s.v. Man ved, det er muligt at åbne motorhjelmen og at tænde for havariblinket. Men man ved også, at der er forskel på, hvordan de forskellige bilmodeller skal betjenes, og er det en bil med en masse ekstra udstyr, er der endnu mere at sætte sig ind i, inden man er fortrolig med køretøjet.

Et program som Word er som et bilmærke kommet i flere versioner, og der laves lidt om på programmet, hver gang der kommer en ny version, men de basale funktioner er der stadigvæk. Vi ved, at vi kan finde en håndbremse i en bil, og vi ved, at vi kan ændre på bogstavernes udseende og størrelse på computeren. Vi ved, vi kan gemme en tekst, og vi ved, vi kan låse bildørene. Det skal måske gøres lidt forskelligt fra bilmærke til bilmærke og fra det ene tekstprogram til det andet, men det kan lade sig gøre.

Når man skifter bil må man prøve sig lidt frem, inden man er fortrolig med den - måske endda læse i brugsanvisningen.

At prøve sig frem gælder også, når man skal i gang med en program på computeren.

PS. Det er dyrt at ødelægge noget, når man bruger sin bil. Det koster ikke noget, hvis der går total brok i en tekst. Så er det bare om at få lukket programmet og starte forfra. Det koster kun irritation og tid - ikke en masse kroner.

fredag den 5. september 2014

Hold F - 04 -start

Så er vi klar til at starte fortsætterkursus for fjerde gang


Første gang starter vi lidt fredeligt med at få styr på g-mail, så vi er sikre på, at alle har en mail, der virker.

Derefter skal der skrives en længere tekst for lige at få fingre-ne godt i tastaturet.

2. gang skal vi få teksten til at se pæn ud, og der skal sættes lidt billeder på.

Hvis du har problemer med at får det til at virke derhjemme, er du velkommen til at ringe til mig, Erik 2446 1838